Gratis er ikke altid billigst og som regel koster kvalitet

Enhver debat om it i samfundet er vigtig. Det gælder i særdeleshed i forhold til anvendelse af it i skolerne og i undervisningen, for it spiller en helt central rolle for vores velfærd, nu såvel som i fremtiden.

Dette udelukker naturligvis ikke at der også bør være en åben og kritisk debat om hvor og hvordan der kan og bør spares penge på it-området i skolerne. Forudsætningen for enhver besparelse er naturligvis at den er funderet i en repræsentativ helhedsbetragtning. Det nytter jo ikke noget at man sparer 100 kroner på karrusellen, hvis det samtidig betyder at man sætter 300 kroner mere til på gyngerne.

Desværre er det netop her at debatten om anskaffelse af licenseret software henholdsvis open source software til tider kører af sporet. I en tilsyneladende iver efter at fremhæve open source som gratis alternativ til licenseret software, overses det at open source ikke er gratis, men blot har en anden omkostningsstruktur. Man kunne evt. sammenligne denne afsporede forestilling med et forslag om at køre hele byen rundt i sin bil for at finde den billigste benzintank. Man finder måske nok den billigste benzin, men i en helhedsbetragtning har man ikke desto mindre spildt en masse tid, brændstof og penge.

Ser man udelukkende på licensprisen for et stykke software, risikerer man med andre ord at ende med at gøre sig selv en bjørnetjeneste. I stedet er det langt bedre at anvende almindelig sund fornuft og tage udgangspunkt i en helhedsbetragtning, hvori der bl.a. inkluderes en vurdering af kvaliteten og værdien af det software man anskaffer, samt ikke mindst de øvrige omkostninger der er nødvendige for at kunne anvende software til nytte.

Faktum er at licensomkostningen til software i skolerne blot udgør en brøkdel af de totale omkostninger forbundet med at anvende it. Hovedparten af omkostningerne går heldigvis til de hoveder og hænder, som skal sikre at alt lige fra at skolens it fungerer ordentligt, til at software kan indgå som et relevant og godt supplement i læringsprocessen.

Hvis man glemmer de omkringliggende omkostninger betyder det i praksis,  at man i sine bestræbelser for at spare nogle licenskroner, ender med at sætter langt flere midler til på andre omkostningsområder og/eller får et langt ringere læringsudbytte af de pågældende it investeringer på skolen. Sidstnævnte opdager vi måske først om 9-10 år når årgangene forlader folkeskolen.

For skoleområdet er en vigtig kvalitet ved software bl.a. at den har en høj tilgængelighed. Kort fortalt; jo lettere it er at gå til for lærer og elever og herunder jo mere brugervenlig et stykke software er, jo flere kan være med, til mere. Med andre ord, sikrer en høj brugervenlighed at vi ikke hægter de svageste af. Her tænker jeg bl.a. på de elever som ikke har en naturlig flair for anvendelse af it, såvel som de elever der af naturlige årsager ikke har forældre som kan hjælpe dem med at få glæde af it. Man skal naturligvis passe på med at generalisere, men jeg vil dog vove pelsen og foreslå den ide at flere af de mest aktive fortalere for at open source bør indføres gennem regulering af den offentlige sektor, typisk også tilhører en gruppen af individer med de stærkeste it kundskaber.

For blot få år siden var software og it kun for de absolut mest teknisk stærke, men sådan er det heldigvis ikke længere. I dag kan mange flere være med og som udviklingen fortsætter, kommer endnu flere med, samtidig med at flere får mulighed for at bruge it til mere og mere.

Når skolerne vælger bøger, så vælger de ikke udelukkende bøger på basis af deres pris, men også på basis af bl.a. det udbytte bogen giver i undervisningen og bogens holdbarhed (fysisk såvel som f.eks. relevans nu og i fremtiden) etc. På tilsvarende vis handler brugen af software i undervisningen ikke først og fremmest om at blive god til it for it’s egenskyld, men derimod om at anvende it som et værktøj i læringen og om at bruge it til at søge information, bearbejde og formidle viden.

Betyder alt dette at jeg mener at open source bør bandlyses fra skolerne? Naturligvis ikke. Det betyder heller ikke at jeg mener at skolerne udelukkende bør anvende software fra Microsoft. Det jeg mener, er at skolerne skal forholde sig kritisk og i den forbindelse er det bl.a. vigtigt at vurdere alle omkostninger til it. Ligeledes er det vigtig at opveje  kvaliteten af den software der anskaffer i skolerne op i mod det udbytte vi ønske som forældre og samfund.

Gratis er ikke altid billigst og som regel koster god kvalitet.

Læs mere om debatten på Computerword.dk:

Posted on 12-02-2009 17:17:49 by jasper

Permalink | Kommentarer (9) | Post RSSRSS comment feed | Add to Technorati Favorites |

Categories: Microsoft Office | Open source | Folkeskolen

Har i øjeblikket 4.0 point givet af 22 læsere

  • Currently 4,045455/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Performancing Metrics Blog Statistics

Kommentarer

Kommentarerne er lukkede