[En fortsættelsen fra part 1 og part 2]
Som jeg har redegjort for i part 2 af denne blog-føljeton, så opnår man intet ved at vælge ODF som eneste format for den offentlige sektor i Danmark, i stedet skaber man en række uheldige nye problemer så som:
- Introduktion af begrænsninger og ikke mindst forvirring for de mange eksisterende Microsoft Office brugere i den offentlige sektor. Rigtig mange offentlige ansatte vil uundgåelig komme til at møde forhindringer og besvær når de påtvinges til at gemme nye eller eksisterende dokumenter til ODF.
- Man ignorer konsekvenserne ved den manglende kompatibilitet mellem de mange millioner af eksisterende dokumenter og skabeloner, som allerede findes binære formater. ODF er ikke i stand til at rumme og repræsentere disse dokumenter på tilstrækkelig vis.
- ODF giver, i modsætning til hvad mange tror, ikke interoperabilitet mellem kontorpakker, heller ikke mellem f.eks. OpenOffice, KOffice, IBM Symphony, NeoOffice etc, som anvender ODF som deres hovedformat. I stedet afstedkommer begrænsningerne i ODF, at hvert program udarbejder sine egne udvidelser, med alle de udfordringer for interoperabilitet på tværs som dette tydeligvis giver.
Udlevet i praksis ville kun ODF scenariet være intet andet end en politisk sanktioneret skævvridning af konkurrencen til fordel for først og fremmest en række af de helt store internationale virksomheder, så som IBM, ORACLE, SUN og Novell. (Alle disse virksomheder er i øvrigt repræsenteret med bestyrelsespladser i Open Source Leverandørforeningen (OSL), som ofte markerer i debatten om dokumentformater, som modstander af Open XML.)
IBM, SUN og Novell, tilbyder alle kontorprogrammer, som anvender ODF som hovedformat. Samtidigt er det vigtigt at være opmærksom på at alle tre virksomheder er i en position, hvor de uden videre kan inkludere programspecifikke udvidelser til ODF og flere har allerede gjort det.
Det er ikke nogen hemmelighed at IBM henter størstedelen af sin mia. omsætninger ved at sælge store mængder konsulentydelser i forbindelse med udvikling af kundespecifikke tilpasninger og/eller ved at levere gigantiske outsourcing ydelser, hvor offentlige kunder i multi-million kontrakter betror store dele af driften af it-systemer til IBM.
Enhver, som har outsourcet sin drift eller har fået udført kundespecifikke tilpasninger, ved at begge dele skaber et tæt afhængighedsforhold mellem leverandør og kunde. Et forhold som let kan strække sig over årtier. Derfor er det heller ikke svært at se, at resultatet af den konkurrencemæssige skævvridning, som kun ODF scenarioet adstedkommer, som disse internationale virksomheder gerne så at man fra politisk hold indfører i Danmark, er intet andet end et forsøg på at genskabe de ugunstige markedsforhold på kontopakke området, som man gjorde op med for mere end 20 år siden. Enhver erfaren it-chef ved, at prisen på en licens for et stykke standardsoftware, som f.eks. Microsoft Office, udgør en forsvindende brøkdel af de samlede omkostninger til en tidssvarende og produktiv kontorpakke for en offentlig ansat.
De omdiskuterede markedsbarrierer baseret på dokumentformater er allerede blevet revet ned for flere år siden. Det skete reelt den dag for flere år siden, hvor blandt andet flere af de internationale virksomheder i OSL’s bestyrelse fik udleveret specifikationen af de binære formater. Åbenheden på dokumentformatområdet blev cementeret for fremtiden, da Microsoft i 2005 overgav Open XML til ECMA International.
Noget tyder på at visse politikere, i en besynderlig ivre for at regulere marked, blot er i gang med at skabe fundamentet for helt nye markedsbarrierer. Jeg håber derfor at det netop nedsatte ekspertpanel gennemskuer problematikken og det indlysende uhensigtsmæssige i at der reguleres på en måde, som skaber grobund for et helt nyt monopol, netop som vi var godt i gang med at slippe af med det gamle!
Et nyt monopol gemmer sig umiddelbart bag en anden omkostningsstruktur, baseret på blandt andet konsulentydelser og outsourcing, men hvis historien er nogen læremester, er der rigtig meget der tyder på at det samlet omkostningsniveau, for at anvende en kontorpakke i det offentlige, i et nyt monopol hurtigt bliver langt højere end vi kender det fra i dag.
Som en ”sidegevinst” gennemtvinger man med at vælge kun ODF scenariet desuden en uoverskuelig omstilling som ikke alene er uhyre dyr for samfundet, og som absolut ingen værdi tilfører, men som også vil være til stor gene for brugerne, skade produktiviteten i den offentlige sektor, samt isolere den offentlige sektor fra hvad borgerne og det private erhvervsliv med al sandsynlighed vil vælge frit at anvende i fremtiden.
Øvrige indlæg om dette emne:
- Indledning
- Det betyder ODF scenariet i praksis
- Det betyder ODF scenariet for konkurrencen (dette indlæg)
- Det betyder Open XML scenariet i praksis og for konkurrence
- Det betyder både/og scenariet i praksis
- Det betyder både/og scenariet for konkurrencen
- Konklusion