Det er med forundringen at jeg i en Computerworld artikel læser Morten Kjærsgaard udtale sig på OSL’s vegne omkring ”sagen” i Norge.

Sagen handler om hvad der skete sidste sommer (2007) og min forundring skyldes, at Morten må have glemt eller i bedst fald fortrængt, at modstanderne af Office Open XML stort set alle indgav de samme kritikpunkter til Office Open XML, ikke bare i Danmark og Norge, men på verdens plan! Kritikpunkterne kunne man blandt andet finde på Graklaw, NOOXML og andre web-sider som er dedikeret til at være imod Office Open XML.

Under selve ratificeringsprocessen og op til BRM mødet i Geneve, kom ISO/IEC da også selv frem til, at af de i alt 3.522 kommentarer, som var kommet ind fra rundt omkring i verden, kunne koges ned til ca. 1.000 punkter og selv blandt disse 1.000 punkter var det klart, i hvert fald for de som deltog på BRM mødet, at der var en hel del overlap.

Nu skal dette ikke forstås, som en kritik af, at der indgives de sammen kommentarer fra flere sider af samtidigt. Det er sådan set ok. Min forundring går derimod på hvorledes det er muligt på den ene side at mene, at det er ok at kopiere og låne fra andre, samtidigt med at det er muligt at mene, at den selv samme handlingen er forkert, når den udføres af dem, som har andre meninger end én selv?

Jeg skrev ovenstående kommentar på debatten på Computerworld, hvilket gav anledning til en debat, hvor jeg blandt andet af Jørn Hansen fik følgende ord med på vejen:

Det er jo en fuldstændig absurd sammenligning. Det må du da kunne gøre bedre.

På den ene side har du Microsoft-partnerne hvis levebrøds konsistens dikteres 100% af Microsoft, der får personlige henstillinger om at skrive under på et brev Microsoft har skrevet. Og i nogle tilfælde har de endda fået økonomisk kompensation.

Og på den anden side nævner du en meget bred vifte af interessenter, der gerne ser de samme fejl rettet i standarden inden de kan godkende den. Kunne du forestille dig at to interessenter kunne have interesse at få den samme fejl rettet?

[Jørn Hansen]

Jeg bringer denne kommentar på min blog her fordi den er anderledes i forhold den tone og type argumenter som har ellers været typisk for debatten omkring dokumentstandarder og ISO7IEC godkendelsen af Offic Open XML. Kommentaren er nemlig ikke rettet som en kritik af Microsoft, eller ECMA ,eller ISO/IEC, som det er så ofte har været tilfældet, men derimod rettet som en kritik af de mange organisationer og virksomheder som har valgt at involvere sig i standardiseringsprocessen.

Jeg synes at bemærkningen er forkert og misvisende og derfor skrev jeg følgende svar tilbage til Jørn:

Måske vi kunne undgå yderligere misforståelse og blot skære det helt ind til benet ved at stille et enkelt spørgsmål: ”Mener du at dem som har valgt at støtte Office Open XML i Danmark, Norge etc. har en fri vilje til at beslutte deres handlinger selv, eller ej?”.

Jeg kan jo starte med at svare på spørgsmålet den anden vej rundt og sige, at jeg naturligvis tror på at alle dem som grundlæggende har været i mod Office Open XML, har haft deres fri vilje intakt til at træffe den beslutning. At de er blevet opfordret af andre til at involvere sig på den ene eller anden måde og har valgt at låne eller kopiere kritikpunkter fra diverse web-sider dedikeret specifikt til anti-Office Open XML formål etc., ændre naturligvis ikke på at deres standpunkt er baseret på en beslutning de selv har truffet.

Derfor spørger jeg også: ”Hvorfor skulle det være meget anderledes for dem som har besluttet at være grundlæggende positive i forhold til en ISO/IEC godkendelse af Office Open XML? Gælder der et andet regelsæt for dem fordi de har en anden holdning som udgangspunkt?”

[Jasper H. Bojsen]

På Standard Norges hjemmeside kan man i øvrigt blandt andet læse:

Som kjent hadde de aller fleste ja-forslagene identisk ordlyd og var initiert av en aksjon fra Microsoft Norge. Alle svarene kom med kjent avsender og i undertegnet stand. Standard Norge kan ikke tillegge selvstendige virksomheter andre meninger enn det de skriftlig gir uttrykk for. Vi vil også legge til at det ikke er uvanlig at vi får likelydende høringsuttalelser i kontroversielle saker der ulike parter søker støtte for sine standpunkter.