Et af de tilbagevendende emner på Computerworld.dk i den seneste periode har været spørgsmålet om det offentliges parathed til at imødekomme folketingets beslutningsforslag B103. Nærmere bestemt parathed til at modtage de åbne dokumentformater Open XML og ODF.
Jeg har arbejdet med it-løsninger til det offentlige i gennem en hel del år nu, og jeg vil betegne min vurdering af paratheden som optimistisk-realistisk.
Vi har en tradition for en stor grad af decentral beslutningstagen i den offentlige sektor i Danmark, også på it-området. Selvom tendensen ser ud til at gå mod en højere grad af koordinering for at løse morgendagens udfordringer, er der heldigvis mange forskellige måder, hvormed kommuner, regioner og centraladministrative enheder har indrettet sig på i forhold til anvendelse af it. Det giver stor diversitet og mulighed for at optimere it i forhold til den ’forretning’, som den enkelte enhed fokusere på, og det giver mulighed for at lære af hinanden. Det betyder samtidig også, at der ikke kun findes én måde at blive parat til B103 på.
Nogle myndigheder vælger at installere ODF-convertere til Microsoft Office XP, 2003 eller 2007. Hvis de har Microsoft Office XP eller 2003, opgraderer de samtidigt deres Microsoft Office pakke til Microsoft Office Kompatibilitetspakken således at den blive fuldt ud i stand til at håndtere Open XML.
Andre myndigheder vælger at installere Open XML-convertere på deres OpenOffice installation. Eller de vælger at installere Microsoft Word Viewer 2003, således at de kan læse Open XML dokumenter.
Jeg har også hørt om offentlige myndigheder, som stiller en central læse- og eller konverteringsservice til rådighed via deres it-afdeling. Og så er der dem som kombinerer disse muligheder eller finder på noget helt tredje.
Betyder det så, at det hele kommer til at gå smertefrit, og alle er absolut 100 % klar fra den 2. januar 2008, når champagnen fra nytårsaften er fordampet, og vi igen er klar til at smøre ærmerne op og tage hul på 2008? Betyder det, at enhver offentlig myndighed er klar til at modtage et hvilket som helt dokument fra en hvilken som helst borger, virksomheder eller anden myndighed i Open XML eller ODF? Næppe. Der er hundredvis af offentlige enheder i Danmark, og der vil naturligvis være nogle steder, hvor man ikke er helt klar med teknologien, hvor man har nogle organisatoriske udfordringer, eller hvor noget helt tredje går galt. Der vil være indkøringsvanskeligheder, for det er jo ikke noget, vi har prøvet før. Siden Danmark er et foregangsland på dette område, kan vi ikke trække på erfaringer i andre lande. Vi må samtidigt gøre os klart, at hvis Danmark skal være i front på it-området, skal man være parat til at give slip på det forudsigelige og det fejlfri og acceptere en vis grad af improvisation.
Situationen med B103 og dokumentformater er således ikke meget anderledes, end da for eksempel e-faktura blev indført. Her var der også indkøringsvanskeligheder, men de var ikke vedvarende og i dag har det offentlige Danmark et effektivt system for e-faktuering baseret på en periode, hvor systemer grundigt blev testet af og tilpasset de faktiske behov.
Jeg vil derfor gerne appellere til, at man giver det offentlige arbejdsro til at indføre B103. Og jeg håber, at vi kan stå sammen og behandle hinanden rimeligt og ikke forsøge at udnytte den sårbarhed, der følger med, når nye systemer skal implementeres.