Om Jasper H. Bojsen og denne blog

Jeg har længe gået og tumlet med ideen om at starte en blog. Et sted, hvor jeg kan skrive om mine holdninger og oplevelser om it i Danmark, som det ser ud fra et ’skrivebord’ hos Microsoft Danmark.

I mit professionelle virke er jeg teknologidirektør i Microsoft Danmark og arbejder derigennem med bl.a. embedsmænd, politikere, og en lang række andre, som er involverede i eller har interesse i anvendelse af it i Danmark.

Min intention med denne blog er at skrive om mine oplevelser og forståelse af de sager og områder, jeg arbejder med. De holdninger og meninger, jeg udtrykker på denne blog, er mine egne og ikke Microsofts, og jeg forbeholder mig retten til at udfolde min holdningsmæssige og kunstneriske frihed, så godt jeg nu evner og til at fortælle om tingene, som jeg nu en gang ser og oplever dem.

Jeg har været i it-branchen i godt og vel 16 år, heraf de 11 år som ansat i Microsoft i en række forskellige stillinger. Jeg er oprindeligt uddannet civilingeniør fra Danmarks Tekniske Universitet, og min indgangsvinkel til mit professionelle virke har således en teknisk oprindelse. Men jeg er samtidig drevet af en stor interessere for, hvorledes samfund, politik, økonomi, jura etc. spiller sammen med udviklingen af teknologi. Det er nemlig spændende, hvordan interesser på tværs af områderne påvirker og udvikler hinanden i et kompliceret, integreret og gensidigt spil, hvor der i praksis ikke er noget enkelt område, som har ’det sidste ord’.

Lige nu fylder debatten om åbne standarder (specielt åbne dokumentstandarder) og Open Source en hel del, og det vil sandsynligvis også afspejle sig i de kommende blogindlæg. Min meningen med denne blog er dog på længere sigt ikke at begrænse mig til disse områder.

En af de aktiviteter, som fylder rigtig meget i disse måneder, er min rolle som medlem af det udvalg hos Dansk Standard (Link til SC34 udvalg), der arbejder med standardiseringen af Open XML (også kendt som ECMA Office Open XML, OOXML, ISO/IEC DIS 29500, ECMA-376, ja kært barn har mange navne). Jeg kan ikke skrive detaljeret om, hvad der foregår i Dansk Standard SC34 udvalget, da udvalgets arbejde er fortroligt, men jeg kan sige, at det er et meget spændende og intenst arbejde at være en del af, som giver mulighed for at gå i tekniske detaljer med dokumentformaterne på et niveau, som er både interessant og berigende.

Posted on 19-12-2007 15:43:00 by jasper

Permalink | Kommentarer (0) | Post RSSRSS comment feed | Add to Technorati Favorites |

Categories: Åbne Standarder | Dansk Standard

Har i øjeblikket 3.6 point givet af 15 læsere

  • Currently 3,6/5 Stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Performancing Metrics Blog Statistics

Kommentarerne er lukkede